



Vi brænder for at gøre en forskel
Dyrenes Fristed brænder for at hjælpe ejerløse dyr i nød til en bedre fremtid. Alt for mange dyr lider en trist skæbne, fordi de ikke har en ejer eller har mistet deres ejer. Disse dyr kræver tit akut dyrlægehjælp, og vi ser alt for mange ulykkelige skæbner. Størstedelen af disse dyr kan overleve og få et nyt kærligt og ansvarligt hjem, hvis de får den hjælp, de har behov for.
Dyrenes Fristed ønsker at sikre, at disse dyr får den nødvendige hjælp og en reel chance for et bedre liv.
For vi mener, at alle dyr fortjener en chance. Så hvordan sikrer vi, at dyrenes behov mødes bedst muligt?
Dyrets behov er vigtigst
Når vi indgår samarbejde med Viborg Internat og Egelund Dyreklinik 1. marts 2025, vil vi sørge for at dyrene kan indleveres eller overdrages til kompetente hænder, som vil tage sig kærligt af dem.
Det er vores ønske at hjælpe alle dyr i nød med fokus på det enkelte dyrs tarv, så behandlingen altid giver mening for dyret. Vurderingen foretages af en dyrlæge.
Vi ønsker at samarbejde med Viborg Internat og Egelund Dyreklinik, fordi de ansatte har mange års erfaring med dyreværnsarbejde og ansvarlig formidling af dyr til nye hjem.
Vi mener alle dyr fortjener en chance, og vi vil gå langt for at hjælpe dyret bedst muligt!
Hurtigt i kærlig pleje
For os er det vigtigt, at dyret ikke kommer til at sidde længe i et bur på et internat. Vi arbejder på hurtigst muligt at få dyret i mere hjemlige og kærlige hænder.
Vi ved Viborg Internat benytter sig af frivillige plejefamilier, hvor det er nødvendigt. På den måde vokser killinger op i almindelige familier, og missemødre undgår at sidde i bur med deres killinger.
Det er vigtigt, at dyrets behov vurderes og tages i mente, når plejefamilien vælges, for det kan være meget forskelligt, hvad det enkelte dyr kan rumme.
Nogle dyr kan placeres hos børnefamilier med andre husdyr, nogle har behov for ekstra opmærksomhed og nænsom pleje, og skal være i familier uden andre dyr og uden børn.
Opholdet hos plejefamilien afklarer samtidig krav til dyrets fremtidige hjem. Plejefamilierne skal oplyse deres indtryk af det enkelte dyr, er det forsigtigt, nervøst, stresset eller fuld af nysgerrighed og gåpåmod? Er dyret glad for andre dyr, eller vil det få det bedst hos en familie uden andre dyr? Kan dyret være inde, eller skal det have adgang til udeliv? Kan dyret lide børn, eller vil det få det bedst hos kun voksne?
Ved adoption er målet at sikre dyret et blivende hjem, og Viborg Internat lægger stor vægt på at finde det helt rette match mellem dyr og ny ejer.
Dyrs ret til kærlige blivende hjem
Matchet mellem dyr og ny ejer findes gennem en proces. Det betyder at de nye ejere interviewes, så deres ønsker og tanker om et kæledyr afklares. Hvordan er familiestrukturen, er der andre dyr i hjemmet, hvordan er ejers ressourcer og boligforhold osv. Det er også vigtigt, at dyret vælges ud fra personlighed og behov, ikke kun ud fra udseende eller race.
Mærkning og neutralisering
Før dyret er klar til en ny familie, bliver de dyrlægebehandlet, ID-mærket og registreret. Katte neutraliseres.
For vi ved, at en chip kan være med til at sikre, at dyret kan komme hjem til sin ejer, hvis det farer vild, og vi vil sikre dyret bedst muligt.
Vi mener, dyr har ret til kærlige og blivende hjem!
Læs også om vores holdning til dumping her