Støt Dyrenes Fristed

§ 1 Navn og hjemsted

Foreningens navn er “Dyrenes Fristed.”
Foreningen har hjemsted i Viborg Kommune.
Foreningens motto er: ”Alle dyr fortjener en chance”.

§ 2 Formål og værdier 

  • At hjælpe nødlidende og uønskede dyr.
  • At forebygge dumpning af dyr.
  • At sikre ansvarligt og respektfuldt ejerskab af dyr, hvor dyrets naturlige og adfærdsmæssige behov opfyldes.
  • At sikre dyr rettidig, behovsmæssig hjælp før det går galt.
  • At sikre dyrs ret til kærlige og blivende hjem.
  • At fjerne skam og skyld ved en desperat og kritisk livssituation, som kan få mennesker til at efterlade deres kæledyr forsvarsløse.
  • At udbrede forståelse for dyrs naturlige adfærd ved at skabe lettilgængelig viden og rådgivning til dyreejere.
  • At det skal være trygt at henvende sig, når man som ejer har brug for hjælp eller rådgivning til sit dyr.
  • At opnå foreningens formål gennem samarbejde med virksomheder og organisationer med hvem vi deler værdisæt.

Foreningens arbejde er af almennyttig karakter, og foreningens virke er baseret på frivillig drift.

§ 3 Medlemmer 

Som medlem af foreningen kan optages enhver, som er interesseret i foreningens formål, og som deler foreningens værdier.

Bestyrelsen kan på given foranledning ekskludere et medlem, når vedkommende skønnes at have givet anledning dertil, fx ved at tilsidesætte eller modarbejde foreningens interesser eller ved at forulempe foreningen, dens bestyrelse, dens frivillige eller samarbejdspartnere. Der vil ikke ske tilbagebetaling af kontingent ved eksklusion.

Ethvert medlem kan på et hvilket som helst tidspunkt meddele foreningen, at vedkommende ønsker, at vedkommendes medlemskab af foreningen ophører (frivillig udmeldelse). Der vil ikke ske tilbagebetaling af kontingent ved frivillig udmeldelse.

Medlemmerne hæfter udelukkende med deres kontingent for foreningens forpligtelser.

Medlemmer, som ikke har betalt skyldigt kontingent, slettes af medlemslisten.

Frivillige med et tillidshverv skal være medlem af foreningen. Bestyrelsen kan fastsætte regler for medlemskab gældende for foreningens øvrige frivillige.

§ 4 Kontingent 

Foreningens kontingent fastsættes på den ordinære generalforsamling.

Der kan vedtages særlige regler om forskellige typer af medlemskaber samt kontingentet herfor.

§ 5 Generalforsamling 

Generalforsamlingen er foreningens øverste myndighed.

Den ordinære generalforsamling afholdes hvert år inden udgangen af maj måned. Indkaldelse til den ordinære generalforsamling sker med mindst 3 ugers varsel ved meddelelse på foreningens hjemmeside.

Dagsorden med relevante bilag og en eventuel frist for tilmelding bekendtgøres samtidig med indkaldelsen.

Af hensyn til den praktiske gennemførsel af generalforsamlingen kan bestyrelsen kræve, at medlemmerne tilmelder sig generalforsamlingen senest 8 dage før afholdelsen.

Ethvert medlem har adgang til og taleret på generalforsamlingen.

Stemmeret på generalforsamlingen har ethvert fremmødt medlem, som har minimum tre måneders anciennitet. Der kan ikke stemmes ved fuldmagt.

Forslag, der ønskes behandlet på generalforsamlingen, skal være bestyrelsen i hænde senest 14 dage før afholdelse af generalforsamlingen.

Endelig dagsorden med samtlige forslag til behandling på generalforsamlingen samt relevante bilag vil blive lagt på foreningens hjemmeside senest 7 dage før generalforsamlingens afholdelse.

Vedtægterne kan kun ændres på en lovligt indkaldt generalforsamling. Vedtægtsændringer kræver, at 2/3 af de fremmødte, stemmeberettigede medlemmer stemmer for. Dog kan ændringer til disse vedtægters § 11 kun ske efter den i § 11 nævnte procedure.

Vedtægtsændringer træder i kraft ved vedtagelsen.

Andre forslag på generalforsamlingen kræver simpelt flertal.

Dagsorden 

Dagsordenen til den ordinære generalforsamling skal som minimum indeholde følgende:

  1. Valg af dirigent og referent
  2. Bestyrelsen aflægger årsberetning
  3. Fremlæggelse af revideret regnskab til godkendelse
  4. Budgetfremlæggelse og fastsættelse af kontingent
  5. Valg af 2 (evt. + 1) bestyrelsesmedlemmer for en periode på 2 år
  6. Valg af 1 suppleant for en periode på 2 år
  7. Indkomne forslag
  8. Eventuelt

Pkt. 5 og 6 kan afvikles som ét valg, hvor de to kandidater, der opnår flest stemmer, indtræder i bestyrelsen og resten som suppleanter efter deres stemmetal.

Referat fra generalforsamlingen lægges på foreningens hjemmeside senest 14 dage efter afholdelse af generalforsamlingen.

§ 6 Ekstraordinær generalforsamling 

Ekstraordinær generalforsamling kan når som helst indkaldes af bestyrelsen eller når mindst 1/3 af foreningens stemmeberettigede medlemmer fremsender skriftlig begæring herom til bestyrelsen.

Indkaldelse til ekstraordinær generalforsamling skal ske senest 2 uger efter modtagelse af begæringen. Den ekstraordinære generalforsamling skal da afholdes senest 4 uger efter modtagelse af begæringen. Dagsorden med angivelse af det emne/de emner, der ønskes behandlet, bekendtgøres samtidig med indkaldelsen.

§ 7 Bestyrelse og tegningsforhold 

Bestyrelsen er foreningens daglige ledelse og vælges på generalforsamlingen.

Bestyrelsen består af min. 5 medlemmer.

Der vælges desuden 2 suppleanter for bestyrelsesmedlemmer.

Valgbar til bestyrelsen er ethvert medlem af foreningen, som har minimum tre måneders anciennitet. Vedkommende skal være til stede på generalforsamlingen eller have afgivet skriftlig erklæring om villigheden til at modtage valg.

Bestyrelsesmedlemmer og suppleanter vælges for en 2 årig periode, så halvdelen af bestyrelsens medlemmer (evt. + 1) og en suppleant er på valg det ene år, og den anden halvdel af bestyrelsens medlemmer (evt. + 1) og en suppleant er på valg det følgende år. Genvalg kan finde sted. En suppleant, der indtræder i stedet for et udtrådt bestyrelsesmedlem, følger det pågældende bestyrelsesmedlems valgperiode.

Bestyrelsen konstituerer sig selv med formand, næstformand, kasserer og sekretær senest 14 dage efter den ordinære generalforsamling.

Enhver, der ønsker at stille op til valg som bestyrelsesmedlem, skal meddele dette til bestyrelsen mindst 14 dage før generalforsamlingen.

Bestyrelsen kan nedsætte ad hoc-udvalg til løsning af en specifik opgave i en tidsbegrænset periode.

Foreningen tegnes af formanden i forening med kassereren. I formandens fravær tegnes foreningen af næstformanden i forening med kassereren.

For de forpligtelser, der påhviler foreningen, hæfter alene foreningens formue.

Bestyrelsen fastsætter nærmere bestemmelser for afholdelse af bestyrelsesmøder.

Bestyrelsen er beslutningsdygtig, når mindst 4 medlemmer er til stede. Ved stemmelighed er formandens stemme afgørende.

§ 8 Økonomi 

Foreningens indtægter er primært kontingenter, sponsorater, legater, arv, støttevirksomhed og gaver m.v. Indtægterne anvendes i overensstemmelse med foreningens formål. Foreningen er berettiget til at deltage i eller udøve erhvervsmæssig virksomhed til fremme af formålet.

§ 9 Regnskab og revision 

Foreningens regnskabsår er kalenderåret. Foreningens kasserer fører foreningens regnskab.

Foreningens penge indsættes i en bank eller sparekasse.

Foreningens årsregnskab godkendes af en statsautoriseret eller registreret revisor. Det endelige regnskab skal være godkendt og afleveret til bestyrelsens formand, undertegnet af revisoren, inden udgangen af april. Dog skal regnskabet være underskrevet af revisoren og bestyrelsen senest 3 dage inden den ordinære generalforsamling samt være tilgængelig på Dyrenes Fristeds hjemmeside.

§ 10 Elektronisk kommunikation

Udveksling af dokumenter og meddelelser mellem foreningen, dets medlemmer, de frivillige, udvalg og samarbejdspartnere kan ske elektronisk. Dette gælder alle dokumenter og meddelelser, som er omfattet af disse vedtægter.

§ 11 Ændringer til og opløsning af foreningen 

Ændring af foreningens navn og hjemsted (§ 1) eller opløsning af foreningen kan kun ske, når det er vedtaget på to generalforsamlinger, som er lovligt indkaldt og afholdt med en måneds mellemrum. 2/3 af de fremmødte, stemmeberettigede skal stemme for. Stemmeret har kun medlemmer med mere end to års uafbrudt anciennitet.

Ved foreningens opløsning skal der samtidig træffes bestemmelse om foreningens formue, idet denne skal anvendes af en anden her i landet beliggende dyreværnsorganisation i overensstemmelse med foreningens formål eller andet almennyttigt dyreværnsmæssigt formål.

Disse vedtægter er vedtaget på stiftende generalforsamling den 2. december 2024.

CHAT