Hjælp til kæledyr i nød
Vi brænder for at gøre en forskel
Dyrenes Fristed brænder for at hjælpe tamme kæledyr i Danmark, der er endt i nød – katte og hunde, som har mistet deres ejer eller aldrig har fået en ansvarlig ejer. Alt for mange dyr lider en trist skæbne, fordi de ikke har et hjem. Disse dyr kræver ofte akut dyrlægehjælp, og vi ser alt for mange ulykkelige skæbner. Størstedelen af dem kan få det godt og få et nyt kærligt og ansvarligt hjem, hvis de får den hjælp, de har behov for.
Katte kan ikke klare sig selv i Danmark. Der findes ikke vilde katte her i landet – alle udendørs katte er efterladte tamkatte, der er afhængige af menneskers hjælp. Derfor arbejder vi udelukkende med tamme kæledyr i Danmark. Vi hjælper ikke med vilde dyr, landbrugsdyr eller dyr uden for Danmark.
Dyrenes Fristed ønsker at sikre, at disse kæledyr får den nødvendige hjælp og en reel chance for et bedre liv. For vi mener, at alle dyr fortjener en chance.
Dyrets behov er vigtigst
Vi vil sørge for, at dyrene kan indleveres eller overdrages til kompetente hænder, som vil tage sig kærligt af dem.
Det er vores ønske at hjælpe kæledyr i nød med fokus på det enkelte dyrs tarv, så behandlingen altid giver mening for dyret. Vurderingen foretages af en dyrlæge – for det er dyrlægen, der har kompetencerne til at træffe det bedste valg for det enkelte kæledyr.
Vi mener, alle dyr fortjener en chance, og vi vil gå langt for at hjælpe dyret bedst muligt.
Vi hjælper også, når livet rammer hårdt
Nogle gange er det ikke kæledyret, der er i krise – men ejeren. Når sygdom, indlæggelse, fængsling eller andre akutte livsomstændigheder gør det umuligt at passe sit kæledyr, hjælper vi med overdragelse eller – hvor det er muligt – midlertidig krisepasning.
Målet er at bevare båndet mellem menneske og kæledyr, når det er muligt. For mange sårbare mennesker er kæledyret det nærmeste – og ofte eneste – bånd. At miste det midt i en krise gør situationen endnu sværere.
Læs mere om livskriser – sådan kan vi hjælpe.
Hurtigt i kærlig pleje
For os er det vigtigt, at kæledyret ikke kommer til at sidde længe i et bur på et internat. Derfor arbejder vi sammen med foreninger og internater, som prioriterer at få kæledyret hurtigst muligt mere hjemlige og kærlige hænder.
De benytter sig af frivillige plejefamilier som et midlertidigt led i formidlingen, indtil kæledyret kan få et blivende hjem. På den måde vokser killinger op i almindelige familier, og kattemødre undgår at sidde i bur med deres killinger.
Adoptionsprocessen er også vigtig for både os og vores samarbejdspartnere. Det er vigtigt, at dyrets behov vurderes og imødekommes, når den nye ejer og familie vælges, for det kan være meget forskelligt, hvad det enkelte kæledyr kan rumme.
Nogle kæledyr vil trives hos livlige børnefamilier med andre husdyr, andre har behov for ekstra ro, opmærksomhed og nænsom pleje og skal være i familier uden andre dyr og uden børn.
Når vores samarbejdspartnere benytter sig af plejefamilier, afklarer det samtidig dyrenes krav og behov i forhold til kæledyrets fremtidige hjem. Plejefamilierne beskriver det enkelte dyr: Er det forsigtigt, nervøst, stresset – eller fuld af nysgerrighed og gåpåmod? Er dyret glad for andre dyr, eller vil det få det bedst hos en familie uden andre dyr? Kan dyret være inde, eller skal det have adgang til udeliv? Kan dyret lide børn, eller vil det få det bedst hos kun voksne?
Har du lyst til at være plejefamilie?
Vi har altid brug for familier, som har lyst til at hjælpe. Det er en hyggelig tid du får med de kæledyr, der har behov for omsorg og pasning. Det er fantastisk at opleve et kæledyr åbne sig i tillid på trods af svigt.
Hvis du har tid og lyst, så kontakt os på plejefamilie@dyrenesfristed.dk.
Vi arbejder sammen med lokale kræfter
Vi arbejder sammen med nogle helt fantastiske mindre, lokale foreninger og internater, som står for den daglige pleje og formidling:
Kattens Redning – katte
Odder Katte – katte
GenbrugsMastiff – hunde
Vi udvider løbende samarbejdet, når vi ser et konkret behov, mærker et stærkt værdifællesskab og har det økonomiske råderum til det.
Kunne du tænke dig at blive en del af fællesskabet? Så kontakt os på info@dyrenesfristed.dk
Dyrs ret til kærlige, blivende hjem
Ved adoption er målet at sikre kæledyret et blivende hjem, og vi lægger stor vægt på at det helt rette match mellem dyr og ny ejer findes.
Matchet findes gennem en proces. Det betyder, at de nye ejere interviewes, så deres ønsker og tanker om et kæledyr afklares: Hvordan er familiestrukturen? Er der andre dyr i hjemmet? Hvordan er ejerens ressourcer og boligforhold? Det er også vigtigt, at dyret vælges ud fra personlighed og behov – ikke kun ud fra udseende eller race.
Test, mærkning og neutralisering
Før dyret er klar til en ny familie, bliver det testet for FIV/FeLV (katte), neutraliseret, vaccineret, chipmærket og registreret.
Test og kattens velfærd går forud for alt andet. Chippen og øretatoveringen sikrer, at kæledyret kan komme hjem til sin ejer, hvis det farer vild – og vi vil sikre kæledyr bedst muligt.
Vi mener, at kæledyr har ret til kærlige og blivende hjem.
Læs også om vores holdning til dumping.
